Marketing (Virksomhedsstart)
I de foregående afsnit er produktet samt markedet blevet beskrevet udførligt. For at kunne sælge produktet, er vi nødt til at have en plan for hvordan produktet markedsføres. Her er vi nødt til at beslutte os for hvilket marked vi vil koncentrere os om til at starte med, samt hvilken kundekreds produktet skal ud til.
Geografisk marked
Produktet har under idéudviklingen været tænkt som et alternativ til P-Watch fra Cartime Technologies. Det er derfor oplagt at vi koncentrerer os om det samme marked, det vil sige Danmark. Her skal vi have opbygget en solid markedsandel, før vi kan tænke på at udvide til andre geografiske områder.
Vi forestiller os, at vi i 2011 vil udvide til Sverige, et marked som vi forventer er nogenlunde tilsvarende det danske marked. Dette giver vi også udtryk for nedenfor, hvor vi estimerer vores salgstal. Næste skridt er at udvide til Tyskland, hvor antallet af biler er meget større end i Danmark. Vi forventer således et meget øget salgstal ved at sælge produktet i Tyskland.
Markedsførsel i Danmark
I første omgang koncentrerer vi os som nævnt om det danske marked. I det følgende vil vi beskrive de overvejelser vi har gjort os vedrørende kundekreds, fastsættelse af pris, reklamefremstød samt distribution på det danske marked.
Produktet ses som et alternativ til P-Watch, hvorfor den umiddelbare kundekreds må siges at være den samme som den for P-Watch. Her har vi altså den almindelige forbruger, der køber P-skiven som en investering, set i lyset af at han/hun undgår parkeringsbøder.
Pris
Der er forskellige måder at fastsætte prisen på. En mulighed er at lave en såkaldt markup på produktionsprisen. Vi siger for eksempel at vi vil have en fortjeneste på 3 gange produktionsprisen. Således sættes markup til 3. En anden mulighed er at fastsætte en pris og så forsøge at presse produktionsprisen ned, således at fortjenesten bliver størst mulig. På det danske marked forestiller vi os, at hvis prisen fastsættes til lige under en parkeringsbøde (altså omkring 500 kr), vil den være attraktiv for den almindelige forbruger, fordi den er tjent ind, når forbrugeren bare én gang glemmer at tænke over at skulle sætte P-skiven. Derfor vil vi i budgettet ikke arbejde med markup, men med en fastpris på omkring 500 kroner.
Distribution
Vi forestiller os ikke at sælge produktet direkte til kunderne, men i stedet benytte en eller flere kendte autotilbehørforhandlere, da de givetvis allerede har en kundekreds bestående af den almindelige forbruger. Samtidig kræver dette ikke at vi investerer i egen butik, men blot kan sælge vores produkt i allerede eksisterende butikker.
Vi har derfor taget kontakt til to autotilbehørforhandlere, T. Hansen Gruppen A/S og Bilxperten, for at høre om mulighederne for distribution af vores produkt i deres butikker.